Pizza er italienernes biksemad. Billig landmandsmad, hvor man kan komme af med sine rester. Pizza er så nemt at lave, at du skal love mor at du kun køber færdige pizzaer fra en rigtig god pizzamand. For pizza har du lavet siden du ku’ sidde selv på køkkenbordet.
Måske jeg lige skylder at tilføje at min yndlingspizza, da jeg boede for mig selv var med kebab, bearnaisesovs og syltet peberfrugt, så det….
Follow your dreams. Eat pizza.
BASIC PIZZA
Helt, helt basic er en god pizza ikke andet end en god dej, tomatsauce (en god en fra glas eller lav den selv) og mozzarella. Og så lige et drys frisk basilikum. Men du har min velsignelse til at putte lige præcis det på, du har lyst til.
Bare husk at less is more – en overpumpet pizza med cocktailpølser, ananas og ristet bæver hæver dårligt og så bliver oplevelsen bare en klæg klat.
Dejen her er Gorms opskrift. Så ham siger vi lige tak til. Jeg har lavet masser af forskellige pizzadeje, men den her opskrift er virkelig god. Tak Gorm.
Ingredients
- 1,5 dl vand (koldt),
- 10 g gær, (kan erstattes af surdej)
- 1 tsk. sukker,
- ca. 200 gr mel (gerne typo 00, den klassiske pizza-pasta mel fra Italien)
- ca. 100 g mel semola (grovvalset durummel), hvis du ikke kan skaffe det så erstat med 00 mel
- 1 spsk olivenolie
- 1 spsk salt med top
Instructions
-
Bland vand, gær, (eller surdej) og sukker sammen.
-
Når det er opløst, tilsættes halvdelen af 00-mel og semola. Røre det ud, til der ikke er flere klumper.
-
Tilsæt salt og olie, rør lidt, tilsæt derpå resten af melet over to omgange (føles dejen for våd, så spæd op med 00 mel). Og ælt så på livet løs. Enten i hånden eller på røremaskine. Efter 10-15 minutter skal dejen være glat og smidig at røre ved.
-
Lav et snit i dejen og tjek, om den er skinnende indvendig.
-
Lad dejen hæve i køleskab i en times tid eller til dobbeltstørrelse (allerbedst er det at lave den dagen før, men det er ikke ultravigtigt).
-
Tag dejen ud og skær den ud til boller a 160 g. Ælt bollerne ved at folde ind mod det samme punkt i bollen, så den får en glat og spændstig overflade. Bollen skal rette sig op af sig selv, når man trykker på den. Læg dem på en bakke og lad hvile 30 min til en 1 time.
-
Nu er du klar til at rulle dine lækre, tynde og smidige pizzaer ud.
OBS!!!! Mange kommer til lige at ælte dejkuglen et par gange, lige før de skal rulle ud. Man vil jo gerne være ekstra god og give den en sidste tur. Det skal du IKKE gøre. Du aktiverer bare gluten igen, og dejen bliver meget svær at rulle tyndt ud og vil trække sig sammen hele tiden. Gluten skal aktiveres i æltningen, så dejen bliver smidig, men den skal have ”slappet” af, til når der skal laves pizza.
Tænd ovnen på max gas. Brug gerne en pizzasten. Rul dine pizzaer ud i passende størrelser. Smør et tyndt lag tomatsauce på, et generøst lag mozzarella og et skvæt olivenolie.
Bag til pizzaen er brun i kanten og gylden på toppen. Pynt med frisk basilikum eller oregano.
